Hvor skal vi ældre bo nu og i fremtiden
20,7 pct. af den danske befolkning er i dag 65 år eller derover. Det medfører, at vi i Danmark er det, som FN kalder en ”super aged society”!
De ældre er imidlertid en sammensat gruppe med betydelige forskelle, alt efter alder, helbred, indkomst og formue, bopælskommune og ejerform for boligen. Der findes derfor ikke én simpel ældreboligpolitik, og i stedet må man i politik udformning forholde sig til de forskellige gruppers udfordringer og prioritere efter behov og ressourcer.
Vi har kendt den fremtidige demografiske udvikling i årevis. Det samme gør sig gældende med de deraf voksende boligudfordringer for de ældre medborgere. Det må derfor undre, at det har så lidt politisk fokus og handling på problemet.
Selvom der vil være et voksende behov for pleje- og seniorboliger på 13.000 – 17.000 indtil 2035, så kan vi ikke bygge os ud af problemerne. Den mulighed er for længst forpasset. For langt de fleste er fremtidens ældrebolig den bolig, som man allerede bor i. Derfor skal vi finde modeller, der kan tilpasse dem de ældres behov.
Lands- og kommunalpolitikerne skal få øjnene op for den akutte boligsituation vi står overfor, hvis vi som samfund skal kunne gribe den voksende andel af ældre medborgere. De betalbare boliger og ”ældrerenoveringer” vi mangler til de ældre på både kort og længere sigt, skal på tegnebrættet nu.
Vi ser desværre, at politikerne er vanskelige at råbe op. Det kræver stærke alliancer og vedholdenhed. Argumenterne skal fremføres ud fra data og evidens, som tvinger regering, Folketing og kommuner til at erkende udfordringerne med de mange flere ældre, de mange flere ældre-singler, og den akutte mangel på egnede boliger til dem. Lokalplanerne skal tage de nødvendige hensyn hertil, og der kan med fordel arbejdes med at krav om et vist antal ældreegnede boliger integreres i de byggetilladelser, der gives til private boligudbydere/developere.
Gunde Odgaard har i mange år arbejdet inden for Bygge- og Anlægs branchen som konsulent og sekretariatsleder for BAT-kartellet.

Hillerød Stadion

